01/05/2026
PER SCHULTZ (1944-2026)
Per Schultz var aktiv i Danske Dramatikere i en menneskealder. Han kom første gang i bestyrelsen i 1978 og sluttede sit foreningsvirke af med en formandsperiode fra 2009-2011. I 2014 modtog han Danske Dramatikeres Hæderspris.
I Danske Dramatikeres Historier fra 2022 interviewer Jacob Wendt Jensen Per Schultz om hans centrale rolle i den rettighedskamp, der har været omdrejningspunktet for Danske Dramatikeres arbejde siden 1906:
"CV’et, som Per Schultz skubber hen over bordet med et listigt smil, fylder fem sider. Han debuterede tilbage i 1968 og har haft en finger med i både teater, TV-Teatret, Radioteater, børne-tv og alskens andre dramatiseringer. Og ikke nok med, at han har været kreativ, så har han altid haft flair for det administrative.
”Jeg er altid endt i bestyrelsen. Nok fordi jeg er god til den slags arbejde. De fleste dramatikere er ikke så administrerende, at det gør noget. De er mere, hvad skal vi sige, fiktive i det. Og hvorfor skulle de også interessere sig for det administrative, når de kan få andre til at tage sig af det, som for eksempel et forbund? Mit arbejde i bestyrelsen har ofte været noget tæppehandler-prangeri, men jeg har haft en vis tilfredsstillelse ved det, når der kom noget fornuftigt ud af forhandlingerne.”
Sådan siger Per Schultz i dag. Han er født i 1944, og han er for længst gået på pension, og hans personlige arkiv måtte lade livet efter en oversvømmelse i kælderen. Heldigvis fejler hukommelsen ikke noget.
Før Schultz kom i bestyrelsen første gang i 1970’erne, var der allerede etableret aftaler mellem Danske Dramatikere og teatrene og tillige en med Danmarks Radio, der havde monopol på tv dengang.
”Jeg vil ikke sige, at aftalen med Danmarks Radio var overdådig, men den var god, for dem hvis arbejde blev antaget. Det var en meget detaljeret overenskomst. Der var stor forskel på hvilken genre man skrev til. Det fineste var TV-Teatret og Radioteatret, mens børneteatret var ringere betalt og filmaftalerne først kom med efterhånden,” husker Per Schultz.
Kongstanken om at ”enhver udnyttelse er noget værd” var allerede på hjernerne i branchen, men det var paradoksalt nok rederiselskabet Mærsk, der fik sat turbo på rettighedstankerne. I container-koncernen var man begyndt at sende blandt andet tv-udsendelser på VHS-bånd med posten til de ansatte på rederiets containerskibe, så de kunne få noget underholdning, når de havde fri. Det førte til etableringen af COPYDAN-foreningen TV TIL SØFARENDE i 1977 med rettighedsadvokat Halvor Lund Christiansen i spidsen.
Per Schultz indrømmer, at man i Danske Dramatikere var lidt overraskede, da Halvor Lund Christiansen dukkede op med sine ideer om at etablere COPY-DAN:
”Vi var lidt tøvende, men det har jo vist sig, at det var der ingen grund til, for det er i mellemtiden blevet til et milliardfirma. Jeg har altid påstået, at grunden til, at jeg kom med til forhandlingerne og blev formand, var fordi jeg var den eneste i bestyrelsen, der havde søfartsbog,” siger han i spøg med henvisning til Mærsk, inden han fortsætter:
”Men det var selvfølgelig i virkeligheden, fordi en væsentlig del af de bånd, der kom afsted, var TV-dramatik. Og derfor havde de brug for en, der kunne se passende indigneret ud over for Kulturministeriet og Mærsk. Vores organisation drev forhandlingerne, og der dukkede hurtigt andre interessenter op, selv om der ikke var ret mange penge i det til at begynde med. Men der var det princip, at enhver udnyttelse var noget værd.”
Og derfra begyndte så allerede slagsmålet om, hvordan rettighedspengene skulle fordeles mellem de forskellige faggrupper.
”Man kan næsten forestille sig, hvordan det er, selv om man ikke har været med ved forhandlingsbordet. Skal skuespillerne have mere, fordi de er flere end manuskriptforfatteren? Musikerne mener, der ligger musik under det meste. Og så videre derudaf. Og så er der hele spørgsmålet om, hvornår og hvordan man skal ændre fordelingen i forhold til ændringer i mediebilledet? Men forhandlingerne er nødt til at slutte på et eller andet tidspunkt, om ikke andet via en voldgift, ellers fik ingen jo noget ud af det. Man har ofte fundet den form for retfærdighed, hvor alle føler sig uretfærdigt behandlet. Simpelthen fordi ingen vil genforhandle og dermed risikere at få mindre, end de allerede har,” siger Per Schultz, og fortsætter:
”Dramatikernes første del af kagen var forholdsvis rimelig i forhold til mediebilledet i 1970’erne. Ordningen har dels givet mange penge til dramatikerne, men også vældig mange penge til forbundets arbejde, fordi de får en administrationsafgift, som gjorde, at man kunne ansætte flere jurister, og dermed hjælpe medlemmerne endnu mere end tidligere. Men jeg må sige, at siden da har alle tv-serierne og mere og mere dramatik gjort, at fordelingen ikke længere svarer til mediebilledet, og dramatikernes andel er efter min mening blevet for lille.”
Når man spørger til Per Schultz’ eget værk, har han stor selvironi omkring det. Han mener ikke, at nogen kan huske, noget af det han har skrevet. Måske lige på nær DR-serien ”Nana” fra 1988 med Jesper Christensen og Barbara Topsøe-Rothenborg.
Spørger man, hvilket indtryk værklisten gør på ham selv, svarer han:
”Jeg ved sgu ikke rigtigt. Jeg har været flittig. Det er godt håndværk, og der er forhåbentlig også elementer af kunst. Jeg har oplevet det som et job. Jeg plejede at sige: ’Det er sgu ikke sikkert, det er kunst, alt hvad vi afleverer, men vi afleverer til tiden’. Jeg er nok alligevel mest stolt af mange af de her små stykker dramatik, jeg lavede i Afrika, Latinamerika og Asien i forbindelse med U-landsjulekalendere. De skulle fortælle om levevilkårene hos de børn, jeg besøgte. Det var vigtige rejser for mig, og forhåbentlig var de med til at sælge nogle julekalendere.”
I anden halvdel af 1980’erne avancerede Per Schultz i rækkerne hos DR, og blev souschef i B&U-afdelingen, hvorefter han i en periode befandt sig på den anden side af forhandlingsbordet og måtte forhandle mod sine gamle kolleger fra 1988 og frem til år 2000 som både redaktionschef på Børneredaktionen og chef for co-produktioner. Da Per Schultz holdt op i DR, blev han spurgt, om ikke han ville vende tilbage og passe sit gamle COPYDAN-arbejde i Danske Dramatikere. Per Schultz blev senere formand for Danske Dramatikeres Forbund, der nu blot kaldte sig Danske Dramatikere, fra 2009 til 2011 og kunne følge Copy-Dan til dørs i dens mere moderne udgave, der har rakt ind i en digital tid. Siden 2011 er han dog kun mødt op til generalforsamling en enkelt gang, for som han siger:
”Der er ikke noget så irriterende som gamle formænd, der sidder og gør sig kloge.”
En ting vil han dog stadig gerne kloge sig på:
”Hvis nogen tjener penge på os, skal vi også have en del af de penge. Det er jo os, der har fundet på det hele. Vi skal derfor holde fast i vores rettigheder. Det gælder også i forhold til alle de nye medier som for eksempel streamingtjenesterne.”
(Jacob Wendt Jensen: Danske Dramatikeres Historier, 2022. Bogen kan bestilles hos Danske Dramatikere.)
I Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg vil der lørdag 2. maj 14-17 være lejlighed til sammen at tænke på Per.
Tegning: Claus Seidel
