26/10/2024
LÆS PROUST - OG UNDGÅ AT BLIVE EN FISK UDEN HUKOMMELSE!
HVAD HAR EN SENGELIGGENDE FRANSK ASTMATIKER AT SIGE OS IDAG? Alt!: Den franske forfatter Marcel Proust (1871-1922) blev født for 150 år siden og gjorde med storværket På sporet af den tabte tid madeleinekagen verdensberømt. Hans romans kulturelle betydning kan næppe overvurderes. Den er andet og mere end verdenslitteratur.
JEG BLIVER ALDRIG færdig med at læse Proust. Han beriger mig med en overmenneskelig sproglig skønhed og sætter den højeste standard for sanselig tilstedeværelse i verden. Dybderne og sproget hos Proust har været et vederkvægende sted at opholde sig under coronatidens tomgangsåg. Hans på én gang enkle og intensive udtryksform repræsenterer en nærmest skræmmende opmærksomhed i forhold til, hvad tid og erindring er og gør, og hvor lagdelte og multifacetterede, vi mennesker er. Ligegyldigt hvor vi slår op i værket, bliver vi mødt af et sprog, vi ikke selv har, og samtidig set, trukket ind, trøstet og udfordret.
Men lad os først stille skarpt på, hvem Proust var: Marcel-Valentin-Louis-Eugène-Georges Proust blev født i Auteuil, en forstad til Paris, d. 10.7.1871. Hans far var en kendt professor i hygiejne, Adrian Proust, hans mor, Jeanne Weil, da 22 år af velhavende jødisk afstamning. To år efter fik familien nok en dreng, Robert, der senere trådte i faderens lægevidenskabelige fodspor og blev en højt respekteret urolog og gynækolog.
Som følge af en vandretur i Boulogneskoven ramtes Marcel som niårig af et voldsomt astmaanfald, der nær havde slået ham ihjel. Astmalidelsen betød, at han måtte gå glip af mange perioders skolegang, altid var bange for at rejse og tit måtte aflyse aftaler med venner, tvunget til at ligge stille og kæmpe med vejrtrækningen.
OVERFØLSOMHED OVER for blomsterstøv, lugte og lyde tvang ham i perioder til et indendørsliv, hvor han sov om dagen og læste og skrev om natten; en vane, der sammen med forskellige stimulanser sled ham op før tid.
Det var astmaen, der tidsindstillede hans liv: Proust blev kun 51 år.
På sporet af den tabte tid – hans livsværk! - udsendt i syv bind fra 1913-1927, er en menneskelig komedie på højde med Shakespeares største. En sprogdristig undersøgelse af, hvad skønhed er. Ved du ikke, hvad skønhed er – læs Proust!
Proust gør tid til rum og mødested for vores ustabile selv. Han sætter ord på de tomme steder i os og forsyner os med nye billeder. Han bringer os i kontakt med det nødstedte i os selv og væbner os til kampen imod enhver form for fordummelse.
MEN GOSH hvor tog det lang tid før Proust fandt frem til, hvad det var han skulle skrive. Han var 18, da han følte, at pressede på som en flodbølge i hans indre uden at vide, hvad det var. Helt ind i 30’erne følte han sig mislykket, ude af stand til at leve op til egne og forældrenes krav, særligt fra faderen, en højstående læge, berømt på at opfinde et middel mod kolera. Proust følte ikke, at han havde taget sig selv og sit liv seriøst.
Men da moderen døde i september 1905 - hun, der havde været hans livs lys, hans eneste, virkelige kærlighed, som havde skænket ham litteraturen og holdt ham til ilden, altid holdt af ham, givet ham tryghed og overøst ham med omsorg – ændredes livet for Proust. Sønderrevet af sorg burede han sig inde med sin depression i måneder i en lejlighed på Versailleslottet. Ingen så ham åbne skodderne til dagen.
I TIDEN FREM var Proust drevet af skiftende idéer og skrev på mange af dem, forfulgte betragtninger, drømme og indskydelser. Nok var han i vildrede, men hans notesbøger og breve fortæller, at han ville det hele nærmest på én gang. I 1908 tager han tilløb til et opgør med biografismens grundlægger Charles Augustin Sainte-Beuve (1804-1969), der gør forfatteren lig med sit værk. Det modsætter Proust sig som den første, idet han siger, at et værk altid er skabt af - og er et produkt af - et andet jeg end forfatterens eget. Deri består selve litteraturens magi. Men essayet skrinlægges, da denne kaffenarkoman i 1909 på kold vinterdag, rystende af kulde, af sin tjenestepige opfordres til at drikke en kop te. Han dypper et stykke ristet brød i teen, der sætter en stærk erindring i gang i ham. Det indgiver den da 37-årige Proust såvel idéen til, udgangspunktet for, såvel som stoffet til det, der siden skulle vise sig at blive en verdenslitterær genistreg: À la recherche du temps perdu (1913-1927)/ På sporet af den tabte tid (på dansk 1932-38/ 2002-2014). Et værk, der kontinuerligt øver indflydelse overalt.
ET SENSATIONELT fund af en hidtil forsvunden tekst ”Les soixante-quinze feuillets”, ”De 75 blade” fra Marcel Prousts hånd er dukket op og aktualiseret ham for alvor. Det udkommer i bogform 18 marts i Paris. Vi har ikke alene 150-års-jubilæeet i sigte d. 10. juli. Der er kastes nu også nyt lys over Prousts hovedværk. ”De 75 blade har hidtil været i den nu afdøde forlægger Bernard de Fallois’ besiddelse. Han havde tidligere stået for udgivelsen af Prousts ufuldendte, mislykkede roman Jean Santeuil på 1000 sider og hans litterære kritik, Contre-Sainte-Beuve, som Proust ligeledes skrinlagde, begge dele blev først fundet på et loft i 1952! Forlaget Gallimard kalder ”De 75 blade” for ”den hellige gral”, hvilket mere jordnært skal forstås som synopsissen/blue printet til På sporet.
HVAD HANDLER Prousts roman om? En ung mands vej mod sit kald som forfatter. Den beskriver en tid, der går tabt, som fortælleren indser kun genfindes via den viljeløse erindring. Det bliver til slt den ikke længere unge mand til del; han agter nu skrive en roman ud fra dén erkendelse.
Hovedpersonen er en navnløs jeg-fortæller, en midaldrende franskmand, vi her kalder ’Marcel’, selvom han kun tiltales sådan to gange i løbet af værket på 1,3 millioner ord, 3500 sider.
I begyndelsen ligger han søvnløs og bringes i kontakt med ubevidste lag i sig selv, mens han forvandles til personer og steder i bogen, han læste. Mens han sådan glider ind og ud af tilstande, tiden, der er gået, tiden, der går og det, der foregår i og med ham, opløses grænserne. Han fornemmer fortiden uden at få kontakt. Han fornemmer soveværelserne, hans krop har ligget i; fortidige rum, han genopdager ét for ét. Men alle forsøg på at nå fortiden, er forgæves. Men præcis da han opgiver, bibringer smagen af et stykke madeleinekage dyppet i lindete ham en erindring, der fører ham tilbage til barndommens rum i Combray, da han var mellem 7 og 12 år (ca. 1883-1892). Derfra forløber værket, kun afbrudt af kunstæsteten Charles Swanns kærlighedshistorie (ca. 1877-78), fremad bind for bind.
LÆSEREN FORSYNES MED udvalgte episoder fra Marcels liv, forelskelser, venskaber, bekendtskaber og salonliv, suppleret med fortællerens detaljerede overvejelser over samme episoder, personer og steder. Alt dette føjer sig til et vældigt mønster og skaber et vist kronologisk forløb, indtil romanens udgangspunkt atter er nået: den aldrende, sygdomssvækkede Marcels nuværende situation. Han er da kun optaget af ét: at skrive et værk med afsæt i disse erfaringer og erkendelser.
Det er fortsat en gåde, hvordan Proust, dette selvanalyserende, følsomme menneske, der forstillede sig hele sit liv, og sjældent fatter sig i korthed, kan intensivere vores liv, så vi ser og oplever alt omkring os tydeliggjort og forstærket.
Vi må læse det samme flere gange for helt at fange, hvad Proust fortæller os – og hvad så!? Det medfører blot, at vi selv bringes i spil med alle vores halve forklaringer og fortrængninger. For vi skal gøre os klart: Proust har sprog for alt. Derfor skal man være beredt. Han kan til enhver tid skrive bunden ud af hvilken som helst kriminalroman eller kioskbasker, der langes over disken. På sporet er selv en psykologisk krimi i sin egen ret.
Ét er, hvad vi ser, noget ganske andet er, hvad der foregår i os. På sporet konfronterer os med vores egen fremmedhed, Det betyder, at vi får et nyt blik på vores eget liv, hvem vi var og hvor vi skal hen. På dén vis spejler hans tekst vort eget livs omskiftelser, lakuner, afbrydelser og samtidigt eksisterende lag, hvor det ene aldrig vil kunne forklare det andet.
Proust er blevet kaldt højpandet og intellektuel, men det er han ikke. Når først man for alvor læser ham, taler han direkte til én. Hans sprog er så stofligt og sanseligt, at man mærker og smager det, der fortælles om, hvis man ikke halvvejs indser, at man sov i timen, da kærligheden ringede på; kærligheden, der kun kan give sig til kende ”gennem styrken af den smerte vi føler”, som hans fortæller bekendtgør for os.
Proust fører os ind i højborgerskabets selskabsverden, hvor folk taler i munden på hinanden og bedrager hinanden i ét væk. Det vi som læsere del i over hundredevis af sider, for snart derefter at fare vild i de indtryk, han hvirvler op fra sin pen, der alle finder vej til det, de udgik fra og forbinder sig med? Vores opgave består så i at forbinde beskrivelserne med hinanden, så vi udvikler vores egen forståelse af det læste. På sporet af den tabte tid er op den vis et hurlumhejhus, hvor billeder overblænder billeder, blot for at opdage, at hvidtjørnen, han lige beskrev, er sprunget ud inden i os.
VI HAR IKKE de helt rette ord på dansk for den form for erindring, Proust præsenterer os for i På sporet. Den er forbundet med en åbenhed og modtagelighed i øjeblikket, uafhængig af viljen og bevidstheden, og finder sit udtryk i Prousts egen term: ’memoire involontaire’, som direkte oversat betyder: uvilkårlig erindring. Det vil sige en spontan, ubevidst, åben form for erindring i modsætning til den selektive, styrede hukommelse, med hvilken man bevidst søger at genkalde sig billeder, lyde, lugte, følelser og hændelser. Den uvilkårlige og for Proust virkeligste form for erindring dukker altså op spontant. Den fremspringer af konkrete, tilfældige sansepåvirkninger, udløst af en fysisk, kropslig kontakt med genstandsverdenen. Det indser værkets desillusionerede fortæller mod slutningen af På sporet.
Det magisk ejendommelige ved Proust er, at han konfronterer os med vores egne illusioner og fejltagelser, og beriger os med flimrende beskrivelser af indtryk og fornemmelser, vi aldrig oplever magen til på noget sprog. Øjeblikket efter udsættes vi for sadistiske tilbøjeligheder, styret af et begær hverken værkets person eller vi formår at undslippe.
HVORFOR ER Proust vigtig? Fordi han beskriver tilværelsens flygtighed og forandringer, vi dagligt udsættes for, fra inderst til yderst. Han har ord for vores skiftende tilstande og forsyner os med dét, vi behøver: et ekstraordinært detaljeret sprog, vi kan forstå os selv ved hjælp af. Hvad handler Proustpassionen om? Hvad er der i den? På sporet har fulgt mig gennem flere årtier, og vores veje synes aldrig at skilles, for jo mere tid jeg bruger på Prousts værk, desto mere tid får jeg igen. Desto mere plads bliver der paradoksalt nok til mig selv og alt andet, for når først det læste ventileres og glemmes, bliver ens eget liv til igen uden hjælpemidler. Da er jeg for længst i gang med at gøre det, jeg selv skal, som har nok så meget at gøre med en virkelighed, Proust ikke kendte en brik til. Det er på dén måde, at Proust glider ind i éns liv som katalysator for en sjælsbalsamerende dannelsesproces.
For læseren, der hænger på, forvandler hans roman sig til at blive en guidance i og for éns egen verden; en alternativ åndelig vejledning. Men Proust er ingen helbreder. Han er en diagnostiker, der forsvarer den irrationelle tilgang til verden, og hjælper enhver til at nå dybere i sig selv. Han vækker lysten til selv at sætte ord på dem, du og jeg er. Dér findes svaret på hans betydning for andre forfattere som Haruki Murakami, Linn Ullmann og Karl Ove Knausgård.
Proust beskriver det moderne menneskes falsum. Han blotlægger dets flygtige væsen, der slet ikke hænger sammen med sig selv. På sporet af den tabte tid er for almindelige mennesker anno 2021 netop det, de har brug for, så de undgår at gå i ét med computerskærmen.
Læs værket nu, mens tid er. Læs det, mens du er ung. Læs det før din nabo. Læs det igen om tre, fire eller ti år. Det vil være et ganske andet værk (og din nabo en anden) med nye og andre dybder og fornyende vidtrækkende horisonter, der kalder på atter andre læsninger.
