11/09/2026
Vi får sejlet vores vine med ren vindkraft, fordi det giver mening. Vores vinbønder arbejder for og med naturen i marken og kælderen, de gør sig umage, arbejder hårdt og er stolte af at kunne frembringe rene vine, hvor jordbund, biodiversitet og sunde vinstokke giver os levende og ekspressive vine i glasset. På Sabotøren gør vi os umage med at skabe en bar, hvor mennesker kan trives og mødes og møde de spændende vine. Det ville ikke give mening hvis bindeleddet mellem vinbonden, marken og vores bar var endnu en lastbil i det lange dieseltunge lastvognstog, der snor sig gennem hele Europa. Når vi arbejder for og med naturen i Frankrig og på Nørrebro, skal transporten mellem de to punkter også være med naturlig energi som drivkraft.
Vinen elsker at bliver sejlet. Når vi får den af skibet, er den drikkeklar, åben og aromatisk. Kommer den med lastbil, er den ofte stresset, når den ankommer; dvs uharmonisk og lukket. Vin transporteret med lastbil skal ofte hvile sig i kælderen før den er klar til fest. Hvorimod vin sejlet for vind er livlig og snaksaglig med det samme.
Det giver mening for klimaet at sejle varer uden brug af diesel. Transportsektoren er en grim fætter, som byder på dårlige arbejdsforhold og en tæt dunst af fossilt brændstof. Vinden er ren og bidrager ikke til de menneskeskabte klimaforandringer.
Det giver mening, at vi forstår at værdsætte, det vi modtager, i nedsat tempo. Alt kan ikke være tilgængeligt hele tiden. Skibets cyklus følger vinens sæsoner og årets gang i marken. Skibet tager den tid, vinden giver det. Så hvis din yndlingsvin er slt på vores hylder, må du vente. På den næste årgang, på at skibet kommer i havn, på at vinen selv er klar til at blive drukket. Måske opdager du en ny yndlingsvin i mellemtiden. Måske finder du af, at en let, kold rød kan drikkes i stedet for en hvid. Måske må du selv puste i et lille rør, mens vi venter på, at boblerne bliver puffet langsomt gennem Den Engelske Kanal.