24/08/2016
Kan vist sagtens deles igen😊🤔
Faldt for nylig over denne tankevækkende lille "historie" igen...
Jeg har lyst til at dele den, da den for mig er et ret klart billede på, hvordan det kan være, at leve sammen med et menneske der dybest set har det rigtig skidt... og hvor invaliderende det kan være for alle omkring.
Det sætter nogle tanker igang i mig omkring, hvor vigtigt det er at få taget ansvar for sig selv, så man på den måde kan give andre ansvaret tilbage til dem selv, så alle har mulighed, for at leve det liv som lige præcis den enkelte har lyst til - hvis man tager springet og finder helt ind til sig selv og sin egen kerne..
God læselyst...
”Elefanten bor i alle slags hjem. Den SNIGER sig ind. Ingen kan skelne den fra omgivelserne de første år den bor der. Umærkeligt vokser den sig større, og den ender ALTID med at fylde hele lejligheden, hele huset, hele godset, alle slottets værelser.
Familien kan og tør ikke se den, men alligevel bliver den fodret, der muges ud efter den, og efterhånden sviner den mere og mere.
Familien passer på ikke at træde den på halen eller den følsomme snabel, for den bliver nemt irriteret, vred og får det skidt. Derfor hopper og springer familien for, at gøre den tilpas.
Af og til har elefanten det godt-Så har familien det også godt, men hopper og springer for, at den ikke skal få det skidt igen.
At holde elefant er helt sikkert ikke det samme som at holde guldfisk eller kat!!... Andre har helt givet ikke en elefant boende, så derfor skammer familien sig… der tales aldrig direkte om den.
Familien tror, at de er de eneste med egen elefant, og derfor bliver den gemt overfor andre – den øvrige familie, venner, og arbejdsgiver må ikke opdage den.
Familien isolerer sig og siger til sig selv, at HVIS det overhovedet er en rigtig elefant, så er det nok kun en lille en, som snart går væk!
Den forsvinder nok, hvis vi lukker øjnene og ikke taler om den”. (citat: Nissen, 1998