02/09/2026
Svamperiget opstår i Biotopia på lørdag den 5. kl. 13.
Svampe er nogle underlige nogen. De laver ikke fotosyntese, derfor er de ikke en planter - og hører ikke til i Planteriget! Svampe har heller ikke hjerte, blod, mund og øjne, derfor er de heller ikke dyr - og hører ikke til i Dyreriget! Men hvad er svampe så? Ja, de er såmænd deres helt egne, og derfor hører de hjemme i Svamperiget!
I Biotopia vil vi gerne sætte fokus på de mange forunderlige svampe og deres rolle i naturen. Overordnet er der 3 slags.
1: Symbiosesvampene, der hjælper træerne med vand og næring, og som til gængæld får sukker.
2: Nedbryderne, der spiser døde dyr og planter.
3: Snylterne, der spiser levende organismer.
En del af svampene kan vi spise - og der er nogen, vi absolut ikke skal spise! Svampe har været her i flere hundrede millioner år, men vi ser ikke meget til dem, for de lever det mest af deres liv nede i jorden, hvor de har en kæmpe betydning for livet. Vi skylder svampene meget og derfor vil vi gerne trækker dem frem i lyset, og give dem deres helt eget Rige i Biotopia, hvor man kan opleve dem og blive klogere på dem.
Det nye Svamperige indvier vi lørdag den 5.9. kl. 13-15 sammen med Biblioteket, der starter deres store svampeprojekt op, som skal køre hen over de næste 2 år. Til indvielsen vil der være poesi og picnic. Svampestrik og svampefilosofi. Unge (svampe)forskerspirer og digtere. Svampeentusiast og vi giver selvfølgelig en tur på den helt nye svampesti i svamperiget for hele familien. Det bliver en god og spændende dag. Tag selv tæppe og picnickurv med 😊